Træthed i overgangsalderen

juan-gomez-nwIvv4Fk91c-unsplash

Jeg har altid kunnet sove som en sten i otte timer, vågne op og være frisk og veludhvilet. Lige indtil jeg blev kastet ind i peri-menopausen. Fra den ene dag til den anden kunne jeg pludselig ikke sove. Jeg var meget lang tid om at falde i søvn, og sov ikke mere end et par timer, før jeg vågnede op lysvågen, og langt fra udhvilet. Derefter fulgte endnu et par timer, hvor jeg roterede rundt i sengen, før jeg måske faldt hen en time eller to. Det betød jeg slæbte mig gennem dagen som en olding. 

Jeg prøvede alt fra melatonin og baldrian-dråber, soveplastre, søvn-meditationer, akupunktur, antidepressiv medicin og sovepiller. Bortset fra antidepressiverne, som hurtigt gav anledning til en række ubehagelige bivirkninger, var der ikke noget af det, der var voldsomt overbevisende. Et tilskud af bioidentisk progesteron hjalp dog på nervesystemet og dermed også på søvnen. Men der gik år, før  min søvn blev stabil.

I flere år var det problematisk at skulle sove andre steder end i min egen seng, hvilket satte begrænsninger for, hvad jeg kunne. Rejser var således ikke en mulighed. At skulle tidligt op var også et problem, for så kunne jeg typisk heller ikke sove. At gå ud om aftenen duede heller ikke, hvis jeg skulle være sikker på at få en nats søvn.

Gear ned

Når vi træder ind i overgangsalderen er det ikke usædvanligt at være mere træt end normalt - også grænsende til udmattelse, særligt hvis du sover dårligt om natten.  Måske har du svært ved at falde søvn eller vågner flere gange, enten for at skulle op og tisse eller blot for at ligge lysvågen og spekulere, selv om det er nat udenfor. Det giver selvsagt anledning til træthed og mindre energi den efterfølgende dag, og står det på over længere tid, så føler du dig hurtigt tyndslidt. 

Det kan også være, du undrer dig over, at du ikke bare falder omkuld i din seng som tidligere, når du var træt. Men din krop og psyke er under forandring og kræver derfor mere ro. Din søvn vil ofte også afspejle din dag. Hvis du har haft (for) travlt i løbet af dagen, så kan du opleve, at du ikke får gearet ordentligt ned, inden du skal sove. I lighed med små børn, der ikke kan sove, når de bliver overtrætte.

Tag en lur

Når vi rammer overgangsårene har vi typisk også vænnet os til gennem år at trække over på energikontoen. Det er bare blevet en måde, vi er i livet på. Men i overgangsalderen dur den strategi ofte ikke længere. For de forandrede hormonniveauer påvirker også dit nervesystem og din søvn.

Har du mulighed for at hvile i løbet af dagen, er det godt. En halv time på sofaen efter arbejdstid kan også have betydning for, hvordan du sover om natten. Du behøver ikke nødvendigvis falde i søvn, men blot ligge og hvile. Måske indvender du, at en middagslur blot vil gøre problemet større, men det behøver ikke være tilfældet. Husk at mange ting er under forandring i overgangsalderen.

Hvis ikke du er vant til hvile i løbet af dagen, kan du i begyndelsen være rastløs, det kan være tankerne stikker i alle retninger med ting, du bør eller skal gøre. Du kan muligvis også mærke uro i kroppen og få lyst til at rejse dig. Men bliv liggende, indtil uroen dæmpes, og tankerne begynder at stilne af. Du er nu i gang med at træne dig selv mentalt og kropsligt til at falde til ro. For hver gang du gør det, bliver det nemmere.

  • Sørg også for at få hvile/pauser i løbet af dagen
  • Skru ned for skærm-forbruget og andre stimuli et par timer før sengetid
  • Find det rigtige tidspunkt for dig at gå i seng. Det dur ikke at gå for tidligt i seng, særligt du er en natugle af natur
  • Øv dig i at lave ingenting. Det er ikke at spilde tiden. Du giver hjernen en velfortjent pause.
  • Ud og få dagslys i løbet af dagen. Det har betydning for din produktion af søvnhormonet melatonin
Gammel angst 

Hvis ikke det hjælper, så kan det skyldes gammel angst, der ligger og lurer i kulissen, og som typisk giver sig til kende i overgangsårene, ofte ting som vi ikke forbinder med at kunne sove godt. Det kan man rydde op i ved hjælp af hypnose, således at der kommer ro på nervesystemet og man kan sove ordentligt. 

Hvis du er nysgerrig på, hvad hypnose kan gøre for dig, så er du velkommen til at kontakte mig på 23 72 92 80, eller på mail: info@dortheoxgren.dk

Du kan også læse mere om hypnose og priser HER

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar