Er du for sød?

Når overgangsalderen banker på døren, er et af de temaer, mange kvinder skal gøre op med rollen som pleaser. At være for sød og eftergivende er ofte en forsvarsmekaniske, som kan udvikle sig til udmattelse, stress og angst.
Flinkeskolepige, pleasere, den pæne pige. Kært barn har som bekendt mange navne. Måske er du hende, der altid er sød og smilende, giver en ekstra hånd med på arbejdspladsen, giver en hånd med i nabolaget. Altid lige kan give de andre et lift. Løser konflikter, tålmodigt lægger øre til, når nogen skal læsse af. Du siger sjældent nej, og har sikkert ry for at være ih-så-sød. Udadtil kan du sagtens samtidigt forekomme stærk, og måske synes du også selv, at du har et overskud at give af. Pleaseren kommer nemlig i mange afskygninger.
Men fælles for os er, at når vi pleaser andre mennesker, har vi typisk mistet kontakten til vores egne følelser. Vi kan ikke længere mærke vores egne behov og ønsker, for det har vi lært som børn. I barndommen har vi måske oplevet, at vores forældre ikke har kunnet rumme det, når vi har givet udtryk for vores sande følelser og behov, fordi de selv har været stressede, deprimerede eller traumatiserede. Og da vi er forprogrammerede til at knytte os til andre og være en del af et fællesskab, så lukker vi ned for os selv, fordi vi føler os truet af afvisningen. Det bliver en livslang måde at være i tilværelsen på. Men den er ikke uden konsekvenser. Den kan give anledning til følelser af skam over ikke at være os selv, som igen kan føre til stress, angst - og fysisk sygdom.
Udmattelsen sætter ind
Jeg møder mange kvinder, der netop i overgangsalderen slår sig på denne rolle. For når energien siver ud, og udmattelsen sætter ind, så er der ikke længere overskud til hele tiden at give en hjælpende hånd på arbejdspladsen, i vennekredsen og i familien. For mange er det skræmmende at opdage, at de ikke længere har kræfter til at være servicerende og søde, som de plejer - og i det skjulte går og foragter selv de nærmeste. Men i virkeligheden er det positivt, for det er her vi typisk søger hjælp og kan komme i gang med at rive forsvarsmekanismen ned, og skabe en mere bæredygtig adfærd, hvor vi viser, hvem vi i virkeligheden, og hvor vi kan være noget for vores medmennesker, ud fra et reelt overskud.
Tegn på, at du er for sød:
- Siger ja, når du egentlig mener nej
- Du bruger ofte ordet 'undskyld' og undskylder i et væk, også i situationer, der ikke kalder på en undskyldning
- Erklærer dig enig, selv om du ikke deler et synspunkt
- Undgår konflikter for ikke at støde nogen
- Du ruger over, hvad andre mennesker siger og gør mod dig, og brokker dig i det skjulte over dem
- Sætter altid andre før dig selv
- Du tiltrækker mennesker, der har brug for din hjælp
- Dine egne behov og ønsker bliver sjældent mødt
- Du er bange for, at andre mennesker ikke kan lide dig, hvis du siger nej
- Du føler dig ofte overvældet på jobbet og/eller hjemme
- Du underspiller dig selv
- Du må ofte aflyse aftaler, fordi du har lavet dobbeltbookninger i kalenderen
- Du synes ofte andre mennesker tillader sig, at sige ting til dig, som du bliver ked af
- Trækker dig socialt, fordi det er nemmere
Det kræver psykisk energi hele tiden at skulle navigere i andres menneskers motiver, ønsker og behov, i stedet for at være dig selv. Det er energi du kunne bruge på at realisere de drømme og ønsker, du selv har. "Jamen, jeg får noget ud af, at de andre er glade, når jeg gør alle de her ting for dem," vil du måske indvende. Men det afhænger af hvor hjælpen kommer fra. Der er fantastisk at kunne være noget for andre mennesker, så længe hjælpen udspringer fra et reelt ønske om at kunne give en hånd med, og fra et overskud. Er det frygten for at blive udstødt og afvist, der er på spil, så er det en uhensigtsmæssig adfærd, som over tid slider dig tynd.
Hvis du har brug for hjælp til at sende pleaseren på pension, så er det noget af det, jeg ofte hjælper kvinder med ved hjælp af hypnoterapi. Du kan læse mere om hypnose HER
Gå dine vaner efter i overgangsalderen
Der er mange knapper, der skal drejes på i overgangsalderen for at få det bedre. De naturlige hormonelle udsving, som du mærker fysisk og psykisk, kan man ikke ændre på. Men hvis du er stresset, bliver symptomerne værre. De fleste af os rammer overgangsårene med moderat stress, som vi har lært at leve med som en 'normaltilstand'. Derfor er det et must at gå sit liv efter i sømmene for at få de basale ting i orden, bringe stressniveauet ned, og justere livsstilen, så den passer til en moden kvinde. Det er også i overgangsalderen, at gamle mønstre og adfærd bliver udstillet, og det kan være svært at rykke videre i livet, før vi får ryddet op i de gamle fortællinger om, hvem vi er. Det kan være gavnligt at gå nogle af disse vaner efter;
- Spiser du sundt og regelmæssigt?
- Får du næringsstoffer nok?
- Får du den rette mængde motion? For lidt eller måske for meget. Typisk vil hård motion, som meget lange løbeture være en belastning. Motionsformer, der aer nervesystemet, er velgørende. Find noget, du kan lide, og som du ved, du får gjort.
- Har du en daglig stund, hvor du kan koble helt af i stilhed og uden brug af elektronik?
- Har du en daglig praksis, hvor du kultiverer dit sind, f.eks. gennem meditation, yoga, bøn eller lignende?
- Sover du ordentligt om natten? Nattesøvnen kan være udfordret af hedeture, tissetrang, myldretanker, stress og gamle traumer.
0 kommentarer
Skriv en kommentar