Vitaminer og bio-identiske hormoner fik mig på højkant

bioidentiske-hormoner-edited.jpg Hvis du køber bioidentiske hormoner online, så husk at sikre dig, at de bliver sendt fra Europa. Ellers skal der betales told oveni, ligesom du risikerer en politianmeldelse.


For nyligt var der en kvinde, der ved et foredrag spurgte, hvad jeg har fået mest ud af alle de behandlinger, jeg har gennemgået for at finde en vej ud af det hormonhelvede, jeg pludselig befandt mig i for fire år siden.

Det korte svar er to ting; mit besøg hos en naturopat, der sammensatte et program bestående af vitaminer og mineraler, fiskeolie og justeringer af min kost, og så brugen af bioidentiske hormoner - østriol og progesteron (som cremer).

Bioidentiske hormoner er lavet ud af soya og yams og på et molekylært plan ligner de kroppens egne. Det hører i Danmark til alternativ behandling, og er altså ikke godkendt af Sundhedsstyrelsen. Det vil sige, at du ikke kan gå til din læge og blive behandlet med den slags hormoner. Og dog, får man konventionel hormonbehandling hos egen læge, får man typisk østradiol, der er bioidentisk, og syntetisk progesteron (man giver som udgangspunkt ikke østrogen uden at afbalancere det med progesteron) Man kan også på danske apoteker købe Ovestin i håndkøb. Det er bioidentisk østriol, en mild form for østrogen. Og progesteron kan de bl.a. blande på Glostrup Apotek, hvis man kan få egen læge til at udskrive en såkaldt magistrel recept.

Kastebold i sundhedsvæsenet

Inden jeg begyndte at tage bio-identiske hormoner, havde jeg fået forskellige diagnoser, fået taget et hav af blodprøver, og afprøvet en vifte af behandlinger. Uden noget resultat. Blodprøverne viste intet unormalt. Og hvis ikke jeg var stresset, så blev jeg det af at blive kastebold i et sundhedsvæsen, der ser krop og psyke som adskilte størrelser. Jeg savnede i den grad en holistisk tilgang til mig som patient, og at der var nogen, der faktisk lyttede til hvad jeg - patienten - mente om sagen.

Min egen læge mente, jeg havde stress, og sendte mig på psykiatrisk skadestue. Her kaldte man det en belastningsreaktion, ligesom psykiateren mente, jeg også var i eksistentiel krise. Hos en privatpraktiserende psykiater fik jeg diagnosen hypoman, en lille bipolar lidelse, som hun kaldte det.

I forsøget på at dulme de myriader af symptomer (bl.a. angst, søvnløshed, svimmelhed, kvalme, sved, hjernetåge, smerter, overfølsomhed overfor lys, lugte og lyde ect.), der plagede mig, og som flyttede rundt i kroppen fra time til time, fik jeg forskellige typer af medicin. Derudover opsøgte jeg selv behandlere i håb om, at de kunne hjælpe mig.

I perioden fik jeg ordineret:

  • Sovepiller
  • Stærk vanedannede nervemedicin Oxapax (benzodiazepin)
  • De såkaldte lykkepiller
  • Antidepressiv medicin til at sove på
  • Epilepsi-medicin (ordineret af en psykiater), som jeg aldrig tog
  • Gruppeterapi og individuel terapi
  • Kursus i at håndtere lang tids sygdom
  • Konsultation hos gynækolog

Herudover tilbød min læge mig migrænemedicin, idet medicinen angiveligt kan reducere hedeture, og blodtryks-sænkende medicin mod et blodtryk, der pludselig var for højt. Begge dele takkede jeg nej til. Jeg har aldrig lidt af migræne, og blodtryksænkende medicin æder af søvnhormonet melatonin. Og i forvejen havde jeg store problemer med at sove.

 Derudover tog jeg: 

  • Melatonin mod søvnløsheden ( det fik jeg syrede drømme af)
  • Baldrian ligeledes mod søvnløsheden
  • Soveplastre (de virkede til dels, men er dyre)
  • Panodil mod mavesmerter 

Jeg opsøgte behandlere, der behandlede mig med:

  • Osteopati
  • Zoneterapi
  • Akupunktur
  • Massage
  • Individuel samtaleterapi med psykolog
  • Funktionel medicin (kost, vitaminer mineraler, urter) hos naturopat
  • Konsultation hos hormonterapeut for at få målt hormonspejlet
  • Jeg opsøgte også en holistisk lægeklinik, men de havde ikke plads til flere patienter.

På egen hånd prøvede jeg mig frem med:

  • Løb
  • Træning i maskiner
  • Stressreducerende yoga
  • Lydfiler med meditation
  • Gåture i skoven
  • Mindfulness
  • Male i malebog
  • Meditation
  • Ryddede ud i hormonforstyrrende stoffer i køkkenet og på badeværelset 

Bevæbnet med creme og viden

Det var besøget hos naturopaten, der gjorde den første forskel for mig. En håndfuld vitaminer og mineraler, fiskeolie og justeringer af kosten gjorde udslaget. Jeg kunne begynde at læse og bruge computeren – og hovedet – igen. Og så gik jeg i gang med at researche til min bog ’Da Super Carla blev hormonforstyrret’.

Det var under researchen, det gik op for mig, at jeg vist ikke kun var stresset, men at overgangsalderen var godt i gang. Det var også her, jeg stødte på de bio-identiske hormoner og fandt ud af, det faktisk er muligt behandle sig selv. Med cremer og den rette viden. Og da jeg endelig kom til gynækolog bekræftede hun mig i, at der er en del kvinder, der har glæde af naturligt progesteron i overgangsårene. Men i Danmark er det kun godkendt til kvinder i fertilitetsbehandling ( i flere europæiske lande kan bio-identiske hormoner købes i håndkøb). Men gynækologen kunne ikke hjælpe, jeg måtte selv importere det og finde frem til rette doser.

Jeg startede med at smøre mig med progesteron-creme, og i løbet af tre uger, begyndte noget at ske. Søvnen blev bedre, svedeturene tog af, og det samme gjorde angsten. Jeg gik frem efter symptomerne. I tre måneder smurte jeg med progesteron, før jeg opsøgte en hormonterapeut for at få målt mit hormonspejl.  Det foregår ved hjælp af en spyttest, der bliver sendt til et laboratorium i Tyskland. Her måler de på østradiol, østriol, progesteron, kolesterol, testosteron og DHEA, som også er et mandligt kønshormon, og som bl.a. har betydning for, hvor stressfølsom man er. Testen viste, at jeg også manglede østriol, så jeg begyndte også at smøre mig med det. Alt sammen indkøbt i udlandet. (Det er tilladt at indføre både progesteron og østrogen til eget brug).

Vær den kritiske forbruger

I udlandet findes klinikker, hvor de måler hormonniveauerne, kønshormoner, stresshormoner og stofskiftehormoner for at finde ud af, hvor ubalancerne er, og behandler derefter. I Danmark findes der hormonterapeuter, der er uddannet af private skoler. Men det er ikke billigt. Jeg opsøgte en, for at få tjekket mit hormonspejl, men takkede nej til yderligere rådgivning, da jeg har tillid til naturopatens viden om kost og vitaminer og føler mig i gode hænder hos hende. Hun arbejder ikke med bioidentiske hormoner, faktisk er hun kritisk over for dem. Men det virker for mig, som jeg siger til hende.

Uanset hvad og hvem man vælger, så skal man ikke parkere sin sunde fornuft. Der er mange holdninger til, hvad stress er, og hvordan det skal behandles. Det samme gælder overgangsalderen. De to tilstande minder om hinanden, og behandlere og læger har forskellige holdninger, så det er nemt at blive overvældet og bange.

Mit bedste råd er; lyt til dig selv, vær den kritiske forbruger, når det gælder dit valg af læger og behandlere. Ligesom hvis du skal bruge en håndværker derhjemme. Vi lever forskellige liv, har forskellige præferencer og forskellige ressourcer til vores rådighed, personligt og økonomisk. Det skal også tænkes ind i behandlingen.  Og der er ikke en quick fix løsning, så vær også tålmodig med dig selv. Man kan komme langt med vitaminer, mineraler og omlægning af kost og livsstil, oprydning af hormonforstyrrende stoffer og emotionel bagage (husk overgangsalderen er også en transformerende periode i dit liv).

Det er forudsætning for at få det bedre, at man arbejder med den basale kost og ernæring, uanset om man vil gøre brug af bio-identiske hormoner eller ej. Søg kompetent hjælp på området. Det duer ikke at tage de samme vitaminer og mineraler som din søster eller veninde. Måske har du glæde af at læse ’Naturlig Hormonterapi’ af Anette og Ole Paulin, især hvis du som mig, kan lide at nørde. Den vil give en grundlæggende viden om kvindekroppen. Og får du medicin, f.eks.  mod angst/depression, skal du ikke tage bioidentiske hormoner uden at konsultere en behandler.

Jeg hører af og til, kvinder sige, at de i hvert fald ikke skal have hormoner. Sådan havde jeg det også selv engang. Men det var på baggrund af de studier, der viser, at konventionel hormonbehandling kan give øget risiko for kræft.  Men i dag er jeg klogere. Det handler ikke om hormoner eller ej. Det er ikke ligegyldig, hvilke hormoner man får, og så handler det om hormonel balance.

Men hvordan tør du behandle dig selv, spørger du måske?

Det gør jeg, fordi sundhedsvæsenet ikke kunne gøre mig rask. Tværtimod. Jeg har mødt mange venlige og hjælpsomme mennesker. Men de har ikke kunnet hjælpe mig. Så jeg var nødsaget til at tage sagen i egen hånd, hvis jeg skulle have en chance for at få mit liv tilbage. Jeg har sat mig grundig ind i, hvad sker i en kvindekrop under stress og overgangsalder, i bioidentiske hormoner, i betydningen af kost og vitaminer og mineraler, i vigtigheden af at rydde ud i den emotionelle bagage og i sammenhængen mellem krop, sind og ånd.

Udover de bioidentiske hormoner, som jeg bruger i små doser, har jeg samlet mig en værktøjskasse af råd og fif, der virker for mig. Især har jeg skullet lære at acceptere, at jeg ikke har den samme råstyrke, som da jeg var yngre, og at jeg er nødt til at sætte tempoet ned.

Jeg er stadig i overgangsalder og har stadig symptomer som hedeture, træthed og brænden i mund og tunge, der kommer og går. Men jeg sover godt om natten, og angsten er væk. Jeg er vendt tilbage til livet, til arbejdsmarkedet – og har genvundet mit positive livssyn og tro på, at jeg stadig har noget at byde ind med. Og så er jeg blevet meget bedre til at være god ved mig selv.

11 kommentarer

Jette Rømer
 

Kære dig

jeg har så mange symptomer der ligner det der beskrives samt stress. Jeg overvejer lykkepiller men det du skriver er inspirerende. Vil du anbefale at gå til naturopat eller hormonterapeut først?Kan du anbefale nogen?

venlig hilsen Jette Rømer 
tl 40134365

Læs mere
Læs mindre
Dorthe Oxgren
Admin
 

Kære Jette, Stress og overgangsalder ligner hinanden rigtig meget, og det er er også en forklaring på. Da det begge tilstande giver rod i hormonsystemet. Jeg vil klart anbefale dig at arbejde med fundamentet - kost, vitaminer og mineraler. Det har stor betydning for, hvordan man har det i overgangsårene og ved stress. Eller sagt på en anden måde opsøg en professionel behandler, der har viden om kost, vitaminer og mineraler.
Det kan man komme langt med. Derefter kan du tage stilling til, hvorvidt du har brug for f.eks. bioidentisk hormonbehandling. Men du er nødt til at arbejde med det basale først, med eller uden hormontilskud.
Jeg håber, det kan hjælpe dig et stykke videre. God vind.
Kh
Dorthe
Læs mere
Læs mindre
Sisse Sadolin
 

Hej Dorthe.

Hvis du tager bioidentiske hormoner, standser det så ikke overgangsalderen? Jeg har selv valgt at få hormoner, da jeg er langt under funktionsniveau, så det føles ikke som noget valg, men jeg overvejer da lidt om jeg ikke fraskriver mig den udvikling psykisk som jeg jo også mærker, - individuationen, klarheden, tilbagetrækningen... etc etc.. eller hvordan oplever du det? bliver det bare mildere symptomer eller ?

Og tak for en super interessant blog.

Dbh Sisse

Læs mere
Læs mindre
Dorthe Oxgren
Admin
 

Hej Sisse,
De bioidentiske hormoner standser ikke overgangsalderen. Symptomerne bliver færre og mildere, og man skal stadig arbejde med de temaer, der typisk presser sig på i disse år. For mit vedkommende har de bioidentiske hormoner betydet, at søvnen blev bedre, og angsten forsvandt, hvilket betød, at jeg kunne fungere igen :-)
Tak, dejligt at høre, bloggen er brugbar :-)
kh
Dorthe

Læs mere
Læs mindre
Jeanne Toft eg
 

Hej Dorthe

Må jeg spørge hvordan du kom ud af din medicin. Trappede du ud samtidig med at du trappede ind i progesteron? 

Hvorfor må man ikke tage lykkepiller sammen med progesteron? 

Vh Jeanne 

Læs mere
Læs mindre
Dorthe Oxgren
Admin
 

Hej Jeanne,
Jeg tog antidepressiver i en meget kort periode - 4 - 5 uger - sovepillerne i længere tid, men ikke dagligt. Jeg besluttede mig for, at jeg ville vide, hvordan jeg reelt havde det, og forsøge at finde årsagen til det. Jeg trappede helt ud af medicinen, og så gik der adskillige måneder, før jeg fandt ud af, at bioidentisk progesteron muligvis var noget, der kunne hjælpe mig mod den angst og søvnløshed,  jeg døjede med.
Hvis man tager lykkepiller samtidig med progesteron, kan man risikere et såkaldt serotonin-syndrom. Det skal man ikke eksperimentere med selv. Det kræver hjælp fra en læge/behandler, der er kyndig ud i brugen af bioidentiske hormoner,  og som kan hjælpe med overgangen.
Kh
Dorthe

Læs mere
Læs mindre
Progesteron
 

Har lige været inde at læse din fantastiske beskrivelse på mangel på Progestorol Har længe haft mistanke til at jeg mangler dette stof er 68 år lider af søvnløshed mundtørhed lavt stofskifte så der er noget at arbejde med Læser for tiden bogen Naturlig hormon terapi Er det nemt at finde den franske webapotek i Frankrig Mange gode hilsner til dig fra Lone

Læs mere
Læs mindre
Elisabet
 

Hej Dorthe

Lyder meget spændende, tror det er lige noget for mig. Skal bare høre du skriver du bruger denne: Progestogel 1% Gel fra Frankrig, er det også en Bio-identisk hormon? Og hvor meget sådan ca. bruger du dagligt? Hvorlænge holder tuben? BH Elisabet

Læs mere
Læs mindre
Dorthe Oxgren
Admin
 

Hej Elisabeth,
Der findes flere bioidentiske progesteron-produkter på markedet, i forskellige kvaliteter og prislag, bl.a. den du næver, og som er meget drøj i brug. Dosis er individuel. Læs bogen Naturlig Hormonterapi, som er nævnt i artiklen, så er du godt klædt på. En spyttest kan også være en god ide for at få en ide om, hvordan dit hormonspejl ser ud. Men husk, det er et øjebliksbillede :-)
Kh
Dorthe

Læs mere
Læs mindre
Aeowyn
 

Kan du venligst anbefale nogen speciel spyttetest forhandler i Tyskland? 

Læs mere
Læs mindre
Dorthe Oxgren
Admin
 

Det kan jeg desværre ikke. Hormonterapeuter kan formidle spyttest, der bliver sendt til Tyskland. Men du kan også prøve Nordic Labs i Dk. 
Venligst
Dorthe 

Læs mere
Læs mindre

Skriv en kommentar