Kender du den? Den der lille, lede følelse, der ætser sig ind i ens indre og sidder og gnaver. Stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt du har gjort det godt nok, presser dig ud over din egen grænse og peger fingre af dig, fordi du ikke længere er så effektiv og overskudsagtig som tidligere. Den dårlige samvittighed - skammen - over ikke længere at slå til, på jobbet, overfor familie, venner og kærester bliver påtrængende for mange af os, når overgangsalderen rammer. 

Hvis du - som jeg - tidligere har overkommet mange ting i dit liv, haft energi til at kunne jonglere med job, uddannelser, børn, bonusbørn, sammenbragte familier, ægteskaber og måske fået det til at se ud, som om det var nemt og enkelt, så bliver man hårdt ramt på samvittigheden og sin egen selvforståelse, når overgangsalderen melder sig. For pludselig har du ikke længere den samme energi, du er måske ligefrem udmattet, sover dårligt om natten, har uro og føler dig ængstelig. Intet er som det plejer. Kroppen larmer, og det samme gør psyken. 

I lang tid troede jeg, at jeg ville komme tilbage til mit gamle 'jeg'. Og jeg prøvede også, men hver gang var det som at blive slået hjem i Ludo. Mine symptomer tog til i styrke, hver gang jeg overstrakte mig. Så noget nyt skulle ske.  Jeg kunne ikke gå tilbage til noget, jeg ikke længere var eller magtede. 

Der var noget, der var uomgængeligt, og det tog tid at acceptere, både for mig selv, og ikke mindst for omgivelser, når jeg ikke længere stillede op som taxachauffør, kok, selskabsdame, elskerinde, babysitter, familierådgiver, gå-i-byen-veninde, fortrolig samtalepartner m.m. En transformation var gået i gang, og en transformation jeg ikke var synderlig bevidst om i begyndelsen, jeg kunne kun ane konturerne af noget nyt. Men hvad det var, var ikke ikke tydeligt. Det var som om, alt i mig strittede imod at gå tilbage ad den velkendte vej. I lang tid var det som at køre ad en mørk, snoet landevej i ukendt terræn. Du kender ikke vejen, eller destinationen, og du kan kun se så  langt, billygterne tillader. 

Undervejs har jeg måtte justere på nogle af mine grundlæggende opfattelser af mig selv. For når jeg ikke længere kan multitaske i samme grad som tidligere, så får jeg ikke det samme fra hånden, og jeg er således ikke længere en effektiv arbejdshest, der altid stiller op, når noget skal gøres.

Måske har jeg i virkeligheden aldrig været det, men er gennem opdragelsen og de værdier, jeg fik med hjemmefra, blevet trænet i at være effektiv og præstere, løse opgaven, være dygtig og pligtopfyldende. Og midt i alle de tilsyneladende begrænsningerne ligger der også en gave, fordi du opdager din egen værdi og fylde som menneske gennem din blotte eksistens.

Hvad denne transformation har lært mig er, at: 

• Du er også vigtig - uden at skulle bevise det
• Du har også krav på omsorg, pleje og kærlighed
• Du har ret til at sige nej, og er blevet god til det
• Du må gerne lave fejl, det er faktisk den lige vej til at lære noget nyt
• Du skal ikke opfylde alle andres ønsker
• Du er mere autentisk udgave af dig selv, når du står ved, hvad du kan lide og magter
• Du går ikke længere op i, hvad andre tænker om dig
• Du ved, det er vigtigt, at du gør dig selv tilfreds
  
• Du er stoppet med at kritisere dig selv
  
• Du har således sendt både perfektionisten og arbejdshesten på pension

Og heri ligger en stor befrielse.