Nervesystemet er nøglen til at trives

For når vi bliver ældre og går ind i overgangsalder, hvor hormonerne svinger (og det gør de i mange år), bliver vi mere følsomme over for stress. Det betyder, at det vi klarede med overskud  tidligere, pludselig føles meget belastende. Vi kan opleve at bekymre os om alting, have mistet det indre kompas og bliver urolige eller decideret angste ved små belastninger.

I så fald er nervesystemet blevet overaktivt på grund af for mange stresshormoner i kroppen. Det er ikke sket over natten. Det har vi samlet sammen til over lang tid, halve og hele år, eller ligefrem årtier. Hvis vi oveni befinder os i årene i og omkring overgangsalderen, hvor kønshormonet progesteron daler drastisk, så kan det også mærkes i nervesystemet.

Emotionel stress

Hormontilskud hjælper nogle kvinder, så nervesystemet kommer i ro. Men det hjælper ikke på de ubevidste overbevisninger, der ligger som baggrundsmusikken i vores liv, og som ofte begynder at give sig til kende i stor stil midt i livet. Nogle af de temaer, som kvinder bokser med i overgangsalderen, og som giver anledning til emotionel stress og mistrivsel er:

• Ikke at føle sig god nok
• At være for sød og servicerende
• Manglende grænsesætning
• Lavt selvværd
• En forvrænget forestilling af hvad det vil sige at være stærk
  
• Manglende tillid til at andre kan klare opgaven/ansvaret, hvis jeg ikke påtager mig det
• Stiller (urimeligt) store krav til sig selv. Krav som ikke stilles til andre mennesker
• Dårlig samvittighed
• Bange for at blive afvist/ikke elsket og accepteret
  
• Svært ved at slippe de store børn
• Bekymrer sig om alt
• Bange for at mærke følelser 
  
• Bange for at handle på de ting, der skal handles på
• Angst for at være sårbar og afhængig
• Følelsen af være lammet
• Angst for sygdom og død - og blive gammel og svag
• Bange for at blive usynlig
• Svært ved at prioritere omsorg for sig selv

At skulle begynde at arbejde med sine personlige temaer kan til at begynde med virke voldsomt provokerende, fordi vi kommer til at røre ved vores 'sandheder' om, hvem vi er. Personlige fortællinger som ofte er overleverede fra familien eller stamme fra oplevelser i skolen og ungdomslivet, og som ikke længere matcher det menneske, vi er blevet til. Men fortællingen har stadig fat i kraven på os og bliver det filter, vi kigger på verden igennem. Det er dit personlige software. Og det opdaterer vi som regel først, når vi befinder os i en livskrise eller begynder at mistrives.

Når vi skriver historierne om os selv om, så begynder forandringerne at finde sted. Nervesystemet kan falde til ro, og symptomerne skalle af som gammel maling på et frønnet bræt.