Find ro i overgangsalderen
Workshop 18.-19. november 2023
Tag med på denne spændende weekend-workshop hvor vi skal ud af hovedet og ned i kroppen for at få kontakt til vores underbevidste intelligens og forvandle uro, stress og angst til ro. Det gør vi gennem hypnose, drømmerejse og tegneterapi.
Vi skal lære sammenhængen mellem de kropslige symptomer, der opstår i overgangsalderen, og psyke at kende, og vi skal opleve det velbehag, der opstår i kroppen, når man kan give slip og slappe af.
Workshoppen er oplevelsesorienteret og er sat sammen som en blanding af oplæg og øvelser. NB: Det kræver ingen tegnefærdigheder!
*Når vi er i hypnose, er vores hjerner i samme tilstand, som når vi (dag)drømmer. Den almindelige bevidsthed træder et skridt tilbage, og vi zoner ud og ind i en fantasiverden. I denne tilstand slapper kroppen dybt af og restituerer. Det er også her, vi kan få adgang til vores underbevidste intelligens og resurser.
Underviser: Dorthe Oxgren, 57 år
-
Jeg har beskæftiget mig med de forandringer, der sker, når kvinder går i overgangsalder, siden jeg selv blev overmandet af de hormonelle svingninger i slutningen af 40'erne. Det var så voldsom en oplevelse, og jeg var så uforberedt på, hvad de kommende år indebar, hvordan det har ændret mig og mit liv, at det ansporede mig til at skrive bogen 'Da Super Carla blev hormonforstyrret', der udkom i 2017.
-
Jeg har siden tilegnet mig stor viden om og erfaring med de forandringer, kvinder går igennem midt i livet. Jeg har på egen krop erfaret, hvor hårdt overgangsalderen kan ramme i kombination med stress og endt i mange blindgyder, før jeg fandt en vej ud af det hormonhelvede jeg befandt mig i. Jeg har været gennem det etablerede sundhedsvæsen, fået adskillige fejlagtige diagnoser og fået ordineret forskellige former for psykofarmaka uden at få det bedre. At arbejde med hypnose, drømme og underbevidste overbevisninger har til gengæld været vejen hjem til mig selv og til at finde ro.
-
Jeg har har specialiseret mig i at hjælpe voksne kvinder med at få det godt. Jeg har klienter i hypnoterapi og tegneterapi, begge terapiformer er metoder til at åbne for de underbevidste resurser og give ro.
Det praktiske:
Hvor: Namasté-huset i Farum, Farum Hovedgade 54, 1. sal, 3520 Farum.
Hvornår: Lørdag den 18. november kl. 10-16
Søndag den 19. november kl. 10-16
Pris: 2.150,- kr.
Forplejning: Medbring selv frokost. Kaffe, te, vand og frugt er med i prisen.
Påklædning: Tøj du har det behageligt i, medbring gerne tykke sokker eller lignende, da udendørs fodtøj inde ikke er tilladt.
Transport: Der er 6 parkeringspladser ved huset, og mulighed for at parkere på de omkringliggende villaveje. Huset ligger 600 meter fra Farum Station, Bus 333 går lige til døren.
Antal deltagere: Der er plads til 10 deltagere.
Tilmelding: Når din betaling er gået igennem er du tilmeldt workshoppen.