Kvinde, lær at slappe af!

Foredrag om dit nervesystem - 31. marts 2022

C og D

Kom og vær med til en aften, hvor vi har fokus på at opnå en naturlig tilstand af ro og afslappethed.
Uro, angst, stress og søvnløshed kender mange kvinder til. Hvor kommer pludselig opstået angst fra, hvorfor er man mere ængstelig op til menstruation, og hvorfor bliver det svært at sove, når man går i overgangssalder og bliver ældre?

Det er nogle af de emner, du vil blive klogere på i løbet af denne aften, hvor du også får gode råd, tips og tricks til at ae dit nervesystem med.

Charlotte Lillegaard Petersen vil tage os på en rejse ud i samspillet mellem nervesystem, kost og næringsstoffer. Hun vil bl.a. fortælle, hvordan et ustabilt blodsukker, en dårligt fungerende tarm og forandringer i hormonerne har betydning for søvn, angst og uro, og hvordan kost og naturmedicin kan hjælpe.

Dorthe Oxgren vil fortælle om forholdet mellem bevidsthed og underbevidsthed, og hvordan angst, uro og søvn også kan skyldes gamle ubevidste overbevisninger, ofte grundlagt i barndommen, og som kan give problemer med nervesystemet i voksenlivet, og om hvordan man ændrer disse overbevisninger.

Charlotte Lillegaard Petersen er naturopat og besidder stor viden om og erfaring med kvindesygdomme og om, hvordan man kan arbejde med livsstil, kost og naturmedicin. Hun er desuden forfatter til bøgerne ’Superkost til hjernerystelser’ og ’Bag om Whiplash’.

Dorthe Oxgren er journalist, hypnoterapeut og forfatter til bogen ’Da Super Carla blev hormonforstyrret – om at gå ned med stress og overgangsalder. Og om at finde op igen’. Dorthe har erhvervet sig stor viden om kvinder, stress og overgangsalder og har stor indsigt i sindets kringelkroge og om, hvordan vi kan omprogrammere vores underbevidsthed og slippe  angst, uro og søvnløshed.

Hvornår: Torsdag den 31. marts kl. 18.30-20.30

Sted: Kildeskovshallen, Adolphsvej  25, 2820 Gentofte.