Hypnose til børn og unge
TRIVSEL: Ulyst til at gå i skole eller at have svært ved at lære kan have mange årsager. Men når først dit barn har fået oplevelsen af, at det er svært at gå i skole, at han eller hun ikke er god til at læse, regne eller bare at sidde stille, så kan det ofte have at gøre med en overbevisning, barnet har fået på et tidligere tidspunkt i sit liv, og som gør det ekstra svært.
I hypnose kalder vi disse overbevisninger for programmer, der ligger i underbevidstheden, og som styrer op mod 95 procent af al vores adfærd. Vi har masse af gode og positive overbevisninger med os, f.eks et program, der betyder, at vi kan gå. Det er noget, vi blot gør, uden at tænke over. Det har vi trænet, indtil vi mestrede det, så nu ligger det som en slags automatpilot, styret fra vores underbevidsthed.
Gentagelser og chok
Programmer kan blive installeret ved gentagelse, eksempelvis når vi opdrager vores børn til at spise på en bestemt måde, sætte ting på plads og børste tænder dagligt. Det gentages i det uendelige op gennem barndommen og skaber programmer hos dit barn.
Men programmer kan også blive lagt ned i underbevidstheden gennem chok eller stærke følelsesmæssige oplevelser. Det er sådan en fobi opstår eller en overbevisning om, at der er noget du ikke kan eller tør, opstår. Hvis du har oplevet noget ubehageligt, hvori der indgik en regnorm, kan du således udvikle en angst for regnorme.
Det er ikke logisk, og man kan ikke tale folk fra deres fobi, fordi underbevidstheden alene opererer i følelser og forestillinger. Den kan ikke kende forskel på virkelighed og fantasi, og da underbevidstheden er mange gange stærkere end vores bevidsthed, vil de underbevidste programmer ofte vinde over vores bevidste tiltag for at ændre noget i vores liv. Men vi kan omprogrammere vores underbevidsthed. Og det gør man nemt ved hjælp af hypnose.
Bedre selvværd med hypnose
Ofte handler vores begrænsninger om følelser af utryghed i bestemte situationer. Det kan være følelsen af at være:
- Udenfor
- Anderledes
- Ikke være god nok
- Hjælpeløs
- Uværdig
- Uelsket
Hver gang, vi har en oplevelse, der trigger disse følelser, så skrues der op for ubehaget. Derfor har angst og fobier tendens til at blive værre, jo længere tid vi har dem.
Ved hjælp af hypnose kan jeg hjælpe dit barn med at ændre på den overbevisning, der måtte sætte en kæp hjulet for den daglige trivsel, uanset om det er en faglig blokering eller en personlig overbevisning, der har brug for at blive ændret i positiv retning.
Ofte skal der ikke mere end få gange til, før man kan ændre et program hos et barn eller ung, fordi de i kraft af deres alder ikke har båret rundt på programmerne i mange årtier.